Fordi det kan vi bare i DcH Give.

Vedtægter

Vedtægter

DCH Give Afdeling

 

Vedtaget på den ordinære generalforsamling 17/1- 2015

 

Paragraf 1.

Foreningens navn er Danmarks Civile Hundeførerforening Give Afdeling. Dens hjemsted er Give.

Foreningen er medlem af Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

 

Paragraf 2.

Foreningens formål er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme og forbedring af vilkårene for hunde generelt.

Det er endvidere foreningens formål, at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke denne aktivitet samt med udgangspunkt i hundearbejde, at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og i det lokale samfund.

For at nå disse mål skal foreningen:

  1. Samle hundeinteresserede personer i en forening. Det er en forudsætning for udøvelse af aktivt hundearbejde, at den pågældende er medlem af foreningen.
  2. Arbejde for at uddanne det enkelte medlem i at forstå og få optimal glæde ved samarbejde og samvær med hunden, så den får et aktivt og indholdsrigt liv.
  3. Formidle trænings- og konkurrencetilbud, der tilgodeser hundens behov og hundeførerens interesser.
  4. Arbejde med både konkurrence – og breddetræning samt grundlæggende opdragelse af familiehunden, herunder gennem et aktivt ungdomsarbejde at fremme børn og unges omgang med og forståelse for hunden.
  5. Arbejde på at fastholde medlemmerne gennem et aktivt foreningsliv.
  6. Afholde lokale konkurrencer og/eller prøver.
  7. Tilmelde/godkende deltagere til konkurrencer med andre foreninger i DcH.
  8. Uddanne eller lade uddanne kvalificerede ledere, instruktører og dommere.

 

Paragraf 3.

Enhver der vil medvirke til fremme af foreningens formål, kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse, såfremt ansøgeren har gjort sig skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling. Bestyrelsen kan sætte begrænsning for medlemstilgangen, når trænermæssige, pladsmæssige eller andre forhold gør det nødvendigt. Udmelding skal ske per brev til formanden.

Foreningen skal betale det fastsatte kontingent til landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening. For medlemmer, der tillige er medlemmer i en anden lokalforening, betales der kun for ét medlemskab til landsforeningen. Betalingen påhviler den lokalforening, som medlemmet er indmeldt i først. Hvis medlemsskabet i denne lokalforening ophører, bortfalder medlemsskabet i de øvrige lokalforeninger også.

Medlemmer, der overføres fra en anden lokalforening i DCH, og som har betalt kontingent i denne forening for foreningsåret, skal først betale kontingent til foreningen fra næste regnskabsårs begyndelse. Bestemmelsen gælder kun kontingent og ikke evt. træningsgebyr.

Foreningen tilmelder straks ved indmeldelse nye medlemmer til landsforeningen.

 

Paragraf 4.

Kontingent, indmeldelses-  og træningsgebyr, fastsættes en gang hvert år af bestyrelsen, og opkræves af bestyrelsen hvert år i december, gældende for det næste kalenderår.

Bestyrelsen kan bevilge nedsat kontingent eller kontingentfrihed til personer, som er aktive i foreningens arbejde.

Nye medlemmer og medlemmer, som er blevet afmeldt, betaler et indmeldelsesgebyr.

Ingen kan deltage i foreningens aktiviteter uden at betale grundkontingent, eller have fået bevilget hel eller delvis kontingentfrihed, der dækker grundomkostninger ved medlemskabet og giver medlemmet almindelige medlemsrettigheder. Kontingent til landsforeningen og kreds medregnes kun til grundkontingent i den lokalforening, hvor medlemmer er hovedmedlem. Overførte medlemmer betaler dog kun indmeldelses- og træningsgebyr.

Træningsgebyret giver adgang til træning i henhold til bestyrelsens træningsplan.

Medlemmer der ikke inden den 1. Januar har betalt kontingent kan slettes af foreningen. Ingen kan deltage i træning eller konkurrencer, forinden skyldig kontingent for det pågældende regnskabsår er betalt.

Ekskluderede, slettede eller udmeldte medlemmer har intet krav på foreningen eller dens midler.

 

Paragraf 5.

Generalforsamlingen afholdes hvert år i januar måned.

Generalforsamlingen behandler følgende sager:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning af foreningens formand.
  3. Regnskabsaflæggelse af foreningens kasserer.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg af formand.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
  8. Valg af 2 revisorer.
  9. Valg af 1 revisorsuppleant.
  10. Eventuelt.

Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst 1/10 af de fremmødte medlemmer forlanger det, eller når bestyrelsen bestemmer det.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal indsendes til bestyrelsens formand senest 8 dage før generalforsamlingen.

 

Paragraf 6

Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandringer kræves 2/3 af de mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

Vedtægterne skal som information indsendes til kredsformanden senest 4 uger efter den generalforsamling, hvor de er vedtaget. Kredsformanden indsender efter kontrol en kopi til DcH’s sekretariat

 

Paragraf  7

Adgang til generalforsamlingen med stemme og taleret har alle medlemmer af foreningen, der ikke er i kontingentrestance.

Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted

 

Paragraf 8

Generalforsamlingen skal afholdes senest den 31. januar.

Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel, skriftligt til alle medlemmer eller i de lokale dagblade eller i medlemsbladet.

Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring derom og samtidig til formanden indsender en skriftlig redegørelse over de sager, der ønskes behandlet.

Generalforsamlingen afholdes inden 3 uger efter at begæring derom er modtaget.

 

Paragraf 9

Bestyrelsen består af formand og 4 bestyrelsesmedlemmer, som vælges af generalforsamlingen.

Formanden vælges for 1 år ad gangen af den ordinære generalforsamling.

Den øvrige bestyrelse vælges for 2 år og afgår med halvdelen ved hvert valg, en gang ved lodtrækning.

Endvidere vælges 2 suppleanter og 2 revisorer med 1 suppleant. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer, sekretær og medlem. Formand, næstformand og kasserer udgør forretningsudvalg. Forretningsudvalget tegner foreningen. Ved et af disse medlemmers forfald træder et andet bestyrelsesmedlem ind.

Bestyrelsen er ulønnet, dog kan der af foreningens midler bevilges fri rejse, og evt. diæter, til repræsentation i hundesagens interesse.

Bestyrelsen kan nedsætte og ophæve udvalg samt indkalde repræsentanter fra udvalgene til deltagelse i bestyrelsesmøde. Repræsentanterne deltager i de punkter der er relevante for det enkelte udvalg og deltager i mødet uden stemmeret. Udvalgene udpeger selv repræsentanterne. Bestyrelsen skal sikre, at der er en beskrivelse af, hvilke opgaver de enkelte udvalg skal varetage, samt delingen mellem udvalgene indbyrdes og bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger en kontaktperson/deltager til udvalgene.

 

Paragraf 10:

Trænerne vælger på deres sidste møde før den ordinære generalforsamling et trænerudvalg.

Udvalget konstituerer sig selv.

 

Paragraf 11.

Foreningens regnskabsår er fra 1. Januar til 31. December.

Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og skal være gennemgået af de valgte revisorer inden generalforsamlingen, og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Regnskaber og bilag skal gemmes i mindst 5 år efter godkendelsen.

Bestyrelsen fører et regnskab med bilag, et medlemskartotek og en protokol.

Kassereren skal holde foreningens midler adskilt fra sin egen privatøkonomi, ligeledes skal alle checks udstedes til modtager med navn og adresse, endvidere må der kun udstedes checks på regningens pålydende.

 

Paragraf 12.

Samtlige medlemmer har gratis adgang som tilskuere ved konkurrencer og opvisninger mod forevisning af sidste medlemskvittering. Medlemmerne skal rette sig efter ledelsens anmodninger.

Konkurrencer og opvisninger afholdes, når bestyrelsen finder det formålstjenligt. Valg af dommere og indkøb af præmier og uddelinger af disse foretages af bestyrelsen.

Tilmelding til konkurrencer kan foretages af hundeførerne selv på DcH´s online tilmeldingssystem, men tilmelding skal altid godkendes af bestyrelsen, der om nødvendig kan fastsætte kvalifikationskrav.

Bestyrelsen har ansvaret for at hundene deltager i de klasser, hvor de rettelig hører hjemme.

 

Paragraf 13.

Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser for landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.

 

Paragraf 14.

Foreningen kan hverken opløses eller udmeldes af Danmarks cicile Hundeførerforening så længe mindst 5 medlemmer gør fordring på dens beståen. Skulle der ske udelukkelse af DcH, opløsning eller udmeldelse, skal ejendele, udlånt eller stillet til disposition for foreningen af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening leveres tilbage til denne. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens ejendele og kapital Vejle Kommune.

Opløsning af foreningen eller udmeldelse af landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening kan kun ske efter 2 generalforsamlinger, afholdt med minimum 4 ugers mellemrum.

Til sikring af et optimalt informationsniveau til medlemmerne, skal kredsformanden inviteres til den 1. generalforsamling med taleret.

Referatet af denne generalforsamling skal tilsendes kredsformanden indenfor 14 dage.

Vedtager 1. Generalforsamling ophør/udmeldelse, oprettes et forretningsudvalg, hvori kredsformanden har sæde, til varetagelse af daglige opgaver, herunder udfærdigelse af indbydelse til generalforsamling nr.2 samt evt. bilag.

Som medlem af forretningsudvalget er kredsformanden selvskreven deltager i denne 2. generalforsamling med taleret. Som deltager i 2. generalforsamling er et medlem af ordensudvalget, dog ikke kredsens OU-medlem, selvskreven med taleret.

I tilfælde af udmeldelse eller eventuel udelukkelse må foreningen ikke fremover anvende hele eller dele af navnet Danmarks civile Hundeførerforening eller DcH’s logoer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *